Grottes de Vallorbe

Hulerne ved Vallorbe åbner sig, hvor Orbe træder ud af kalken igen, inderst i en blind dalkedel i Vaud-Jura. Floden forlader Joux-søen, synker ned i den sprækkede klippe og dukker op igen 4,8 kilometer længere fremme, i Vallorbe. Derimellem måler det underjordiske løb 2980 meter i fugleflugt med 228 meters fald. Den indrettede indgang ligger i 750 meters højde, kilden i 776. Den besøgende følger ikke vandets vej, men en boret tunnel, der munder ud over en underjordisk sø, en halv snes meter over den genfundne Orbe.

Ruten, der er åben for publikum, dækker omkring en tredjedel af den kendte udstrækning og tager cirka en time. Den krydser Grande salle, opstået ved sammenstyrtning af blokke fra hvælvingen: på den ene side hænger tunge drypsten, på den anden løber et lag af kalkspat og månemælk ned. Andre steder stabler drypstenene sig som tallerkener, og fine gennemsigtige sinterrør hænger fra loftet. Nær indgangen rummer fire nicher hugget ind i klippen siden 1992 Trésor des Fées, en samling på mere end 250 mineraler.

Ingen var kommet ind i bjerget ad naturlig vej: de første kom ind gennem selve kilden. I 1893 gik en dykker i tung dragt ned til elleve meter og konstaterede, at gangen fortsatte. Først i 1961, med selvforsynende dykkerudstyr, blev sifonen passeret, en lille underjordisk sø nået og det tørre system åbnet. I 1974 tog hulerne imod deres første besøgende, og udforskningen er ikke slut: i 2015 lå det fjernest nåede punkt stadig 800 meter fra Brenet-søen, som spelæologerne arbejder sig hen imod.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Det, man besøger her, er en flods vej: Orbe går ind i Juraens kalk og kommer først ud igen 4,8 kilometer længere fremme, og den indrettede rute følger en del af den underjordiske færd. Hulen blev i øvrigt nået over vandet, før man kom dertil til fods — tung dykkerdragt i 1893, fri dykning i 1961, åbning for publikum i 1974 — og kortet er stadig ufuldendt: i 2015 manglede spelæologerne 800 meter til Brenet-søen.

Historie og oprindelse

Kalkstenen, hvori gangene har åbnet sig, blev aflejret under et lavvandet hav, der dengang dækkede egnen. Havet trak sig endeligt tilbage for omkring 7 millioner år siden, da Alperne og Jura hævede sig; fra samme tid, begyndelsen af pliocæn, stammer hulernes anslåede oprindelse. Trods sprogbrugen er kilden ikke en vauclusisk kilde: moræneblokke og nedstyrtet ur inderst i dalkedlen spærrer gangens nederste del og tvinger vandet opad.