Zermatt

Zermatt ligger inderst i Mattertal, i den tysktalende del af Valais, i 1.620 meters højde, og kommunens område når helt til den italienske grænse. Mod syd lukkes dalen af Matterhorn med sine 4.478 meter. I den nærmeste omegn står 38 af de 54 schweiziske tinder over 4.000 meter, heriblandt Monte Rosa, den højeste, med 4.634 meter; efter Aletschgletsjeren rummer egnen Alpernes næststørste isdække.

Bilen kommer ikke ind i landsbyen. Forbuddet beskytter luftkvaliteten og dermed klarheden i udsigten mod Matterhorn; indbyggerne bekræftede det ved en afstemning i 1972 og igen i 1986. Kommunen dækker 242,69 kvadratkilometer og er dermed Schweiz' fjerdestørste, men næsten intet af det er bebygget eller dyrket: 85,2 % af arealet regnes som uproduktivt — klippe, is, ur. Ved udgangen af 2024 boede her 6.099 mennesker, fordelt mellem landsbyen og højtliggende småbebyggelser, der ikke er beboet hele året.

Dalbunden er lige så tør, som den er kold. Årsgennemsnittet er 3,5 °C mod 9,2 °C i Sion, 1.156 meter længere nede, og der falder kun 611 millimeter nedbør om året: dybt nedskåret ligger dalen i læ. Skoven stiger til gengæld højt — dens øvre grænse ligger omkring 2.200 meter, en af de højeste i Mellem- og Sydeuropa.

Navnet kommer fra bjergengene: zur Matte, »ved engene«, blev til Zermatt, skrevet sådan allerede i 1495 på et kort. Fransk foretrak længe Praborgne, dannet efter det latinske Prato Borno, og stedet optræder i 1280 som Pratabornum. I 1618 købte fællesskabet sig fri af den herre, det hørte under.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Zermatt skylder sit præg to sjældenheder på én gang: en geografi uden indrømmelser — 85,2 % af et areal på 242,69 kvadratkilometer regnes som uproduktivt, 38 tinder over 4.000 meter ligger i nabolaget, dertil Alpernes næststørste gletsjerdække — og en fælles beslutning, bekræftet to gange ved urnerne, om at holde bilen ude, så luften forbliver klar og udsigten til Matterhorns 4.478 meter fri.

Historie og oprindelse

Nævnt i 1280 som Pratabornum levede stedet af landbrug, indtil det i 1618 købte sig fri af herremandens rettigheder. Den første bestigning af Matterhorn i 1865 gjorde det til et centrum for bjergbestigning, og banen fra Visp nåede landsbyen i 1891. Den samme historie rummer et mørkt kapitel: i 1963 smittede en tyfusepidemi mindst 430 mennesker og kostede tre livet; kommunens myndigheder forsøgte først at dysse sagen ned, 106 syge blev fløjet ud, og krisen førte i 1970 til en ny forbundslov om epidemier.