Eiger

Eiger står en smule foran hovedkammen i Berner Alperne, helt på bernsk område, på grænsen mellem kommunerne Lauterbrunnen og Grindelwald. Toppen når 3.967 meter. Sammen med Mönch (4.110 m) og Jungfrau (4.158 m) danner den den trio af tinder, der behersker det centrale Berner Oberland; deres nordsider rejser sig omkring 3.000 meter over dalen. Siden slutningen af 2001 ligger bjerget inden for perimeteren af naturverdensarven Schweiziske Alper Jungfrau-Aletsch.

Nordvæggen — reelt vendt mod nordvest — måler omkring 1.650 meter og kan ses fra Grindelwald og fra hele dalkedlen op til Kleine Scheidegg. Den er en af Alpernes tre store nordvægge sammen med Matterhorns og Grandes Jorasses'; bjergbestigningen kaldte dem længe massivets sidste uløste problemer, og Eigers faldt sidst. To reb var omkommet på den, før væggen blev gennemklatret, hvilket gav den tilnavnet Mordwand, mordvæggen. I 1936 endte den mislykkede tilbagetrækning for Rainer, Angerer, Hinterstoisser og Kurz med alle fires død. Den første direkte bestigning fandt sted fra 21. til 24. juli 1938: tyskerne Anderl Heckmair og Ludwig Vörg og østrigerne Heinrich Harrer og Fritz Kasparek, to reb, der var startet hver for sig og forenedes i væggen; det nationalsocialistiske regimes propaganda greb straks bedriften.

Selve toppen var nået langt tidligere, den 11. august 1858, af Grindelwald-førerne Christian Almer og Peter Bohren sammen med deres irske gæst Charles Barrington, ad vestflanken. Bjerget er desuden gennemboret: siden åbningen i 1912 løber Jungfraubanen inde i Eigers klippe, og allerede i 1903 var der udhugget et trinbræt i selve nordvæggen, ved Eigerwand. Massivet ligger dog ikke stille. I 2006 åbnede der sig på østsiden, under Mittellegi-ryggen, en revne på omkring 250 meters længde og 7 meters bredde, og den 14. juli styrtede en blok på 30 meters højde, næsten 200.000 kubikmeter, ned efter tilbagetrækningen af den nedre Grindelwaldgletsjer.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Få vægge har betydet så meget i bjergbestigningens historie, og få er så lette at betragte: nordvæggens 1.650 meter kan overskues med ét blik fra engene ved Grindelwald, uden tilgang til fods. Den nærhed forklarer den opmærksomhed, stedet fik — forsøgene i 1935 og 1936 blev fulgt fra dalen med kikkert, og stedet, hvor to bjergbestigere sidst blev set i live, hedder stadig dødsbivuakken. Det samme bjerg har båret en jernbanetunnel siden 1912: modsætningen mellem væggen og toget, der krydser inde i den, rummes i ét billede.

Historie og oprindelse

Eiger hører til det helvetiske system, de kalkdækker, der i en sen fase af den alpine foldning blev revet af deres krystallinske underlag og skubbet mod nordvest. Massivet består udelukkende af kalksten fra den helvetiske zone — Schrattenkalk fra Kridt og Malmkalk fra Øvre Jura — hvis foldede lag stadig kan læses med det blotte øje i væggen. Bjerget optræder på skrift den 24. juli 1252 i et salgsdokument mellem Ita von Wädiswyl og provstiet i Interlaken, der afgrænser et jordstykke »indtil bjerget, der kaldes Egere«: det er den næstældste dokumenterede omtale af et schweizisk bjerg efter Bietschhorn i 1233. Navnet stammer sandsynligvis ikke fra den trold, det leder tanken hen på; blandt de fremsatte forklaringer er dialektformen dr hej Ger, det høje kastespyd, med henvisning til toppens profil.