Mönch

Mönch står midt i den række, som Eiger, Mönch og Jungfrau danner i Berneralperne, og hører til kædens selvstændige toppe. Den når 4.110 meter. Dens fire sider ligner ikke hinanden: mod nord falder væggen i ét træk ned til passet Kleine Scheidegg, næsten 2.000 meter lavere; mod syd, mindre høj, hviler den på Jungfraufirn, en af Aletschgletsjerens gletsjertunger. Nordøstvæggen er kort og gletsjerdækket, og vestsiden, meget indviklet, fører ikke direkte til toppen.

Jungfraujoch, passet mellem Mönch og Jungfrau, bærer Jungfraubanens øverste station: bjergets fod nås altså med tog. Silhuetten er velkendt nok i Schweiz til at være blandt de bjerge, der kom med på Forbundsrådets officielle foto fra 2024.

Navnet vildleder. Nutidens tysk hører « munk », men den foreslåede oprindelse går tilbage til münche, et ord for en fjeldgræsgang, hvor vallakker gik på sommergræs; de ældre stavemåder Münchenberg og siden Münch peger samme vej. Munken hører til en sen læsning af ordet, ikke til dets oprindelse.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Mönch får sin karakter af forskellen mellem sine to sider: mod nord en væg, der styrter næsten 2.000 meter ned mod Kleine Scheidegg, mod syd et næsten roligt leje på Jungfraufirn, i det isfelt, som Aletschgletsjeren løber ud fra. I 4.110 meters højde er det en top, hvis fod nås med tog ved Jungfraujoch, og hvis anden side bevarer et stort bjergs fulde mål.

Historie og oprindelse

Bestigningernes historie åbner med et bestridt krav. I 1855 meddelte den rumænske fyrstinde Helene Koltsov-Massalsky, der skrev under navnet Dora d'Istria, at hun havde nået toppen med fire førere, og fik dem til for 1.000 schweizerfranc at underskrive et bestigningsbevis — Christian Almer nægtede at skrive under. John Ball, Leslie Stephen og siden Gottlieb Samuel Studer betvivlede turen: ruten var beskrevet for vagt, og nedstigningen gik alt for hurtigt; efter deres opfattelse havde reberholdet, narret af dårligt vejr, snarere nået Klein Mönch i 3.687 meters højde. Den første ubestridte bestigning er den 15. august 1857 ad nordøstryggen, med Siegismund Porges og førerne Christian Almer, Ulrich Kaufmann og Christian Kaufmann. Sydøstryggen, i dag normalvejen, blev besteget i 1863; den første vinterbestigning fandt sted i januar 1874, og nordvæggen måtte vente til 1921.