Brissago-øerne

Brissago-øerne udgør tre hektar — 0,03 kvadratkilometer — lagt ud på Lago Maggiore nær nordbredden, tæt ved den italienske grænse. Den største, San Pancrazio, nås med rutebåde: den bærer den botaniske have og villaen. Den mindste, Sant'Apollinare, også kaldet Kaninøen, er fredet og kan ikke besøges. Vandet omkring dem markerer i 193,5 meter Schweiz' laveste højde.

Haven på den store ø samler subtropiske planter fra Middelhavet, Kina, Korea, Japan, Afrika, de tre Amerikaer, Australien og øer i Oceanien. Det, der gør samlingen mulig, er ikke et drivhus, men det insubriske klima i det lave Ticino, mildt nok til at disse arter overvintrer udendørs, inden for synsvidde af snedækkede tinder. Haven åbnede for publikum den 2. april 1950, en palmesøndag; villaen ovenfor tjener i dag som hotel og restaurant.

Haven opstod af et indfald og en formue. I 1885 købte baronesse Antoinette Tzikos de Saint-Léger og hendes mand, den irske bankier Richard Fleming, to klipper med sparsom hjemmehørende bevoksning og ruinerne af et kloster. De genopbyggede klosteret, plantede, hentede arter fra alle verdensdele, og øerne blev mødested for malere, billedhuggere, musikere og forfattere. Baronen forlod ø og hustru i 1897 og drog til Napoli; baronessen, trængt op i en krog, solgte i 1927 og endte på offentlig forsorg i Intragna, hvor hun døde den 24. januar 1948. Hendes jordiske rester kom tilbage til den store ø den 12. august 1972.

Køberen i 1927 var Max Emden (1874-1940), købmand fra Hamburg. Han lod den berlinske arkitekt Alfred Breslauer opføre den nyklassicistiske villa, man ser i dag, oven på et hus fra 1600-tallet, gravede et bådebassin og et romersk bad og førte de eksotiske kulturer videre. Hans arvinger solgte i 1949, og en sammenslutning købte: kantonen Ticino, kommunerne Ascona, Brissago og Ronco sopra Ascona, Schweizisk Forening for National Kulturarv og Schweizisk Forening for Naturbeskyttelse. Kontrakten, underskrevet den 2. september 1949, forbeholdt øerne og deres bygninger til bevaring og formidling af naturskønhed, til videnskab, kultur og turisme — og sådan har det været siden.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Tre hektar holder her sammen på to ting, der ellers ikke går sammen: planter fra Afrika, Kina og Oceanien, der overvintrer på friland, og landets laveste højde, 193,5 meter, under tinder der endnu er hvide om foråret. Haven er ikke en samling under glas, men et stykke insubrisk klima, passet siden 1885 af skiftende ejere og gjort til offentlig ejendom i 1949.

Historie og oprindelse

Øerne har været beboet længe: den største har givet romerske levn, og begge klipper tjente som tilflugt for de første kristne under forfølgelserne. I 1200-tallet slog munkene fra Umiliati-ordenen sig ned her; da Pius V ophævede ordenen i 1571, tømtes øerne og forblev ubeboede. På Sant'Apollinare står ruinerne af en lille romansk kirke for denne helgen, bygget i 1100-tallet over romerske levn — i dag den del af øgruppen, ingen betræder.