Le Landeron

Le Landeron er en kommune i kantonen Neuchâtel, i regionen Littoral, og den eneste i kantonen ved Bielersøen. Den har 4652 indbyggere pr. 31. december 2024, en tæthed på 451 indbyggere pr. kvadratkilometer. Kommunens areal dækker 10,31 km², fra 429 m ved søbredden til 1055 m i Serroue-skoven; 43,5 % af arealet er skovklædt, 39,7 % landbrugsjord og 15,2 % bebygget. Kommunen grænser op til Cressier, Lignières og Laténa på Neuchâtel-siden og til La Neuveville, Gals og Cerlier på den bernske side.

Navnet Le Landeron optræder første gang i 1209 i skrifter fra benediktinerklostret i Erlach; husklyngen, der gik forud, hed Nugerol. Byen blev grundlagt i 1325 af Rudolf 4. af Neuchâtel som sæde for en kastelani med egen militær organisation. I 1449 indgår den en borgerretstraktat med Solothurn, som forpligter den til at stille soldater til den allierede by — 590 mand kæmpede under Solothurns farver mellem 1523 og 1562 — til gengæld for beskyttelse.

Denne beskyttelse viser sig afgørende under Reformationen: fra 1530 til 1562 forbliver Le Landeron, sammen med Cressier, Lignières og Enges, den eneste katolske kommune i en kanton Neuchâtel, der omvender sig, og danner dermed en trosø, der belaster forholdet mellem de schweiziske kantoner. To brande, i 1751 og 1761, ødelægger derefter mange huse i byen. Kommunen fusionerer i 1875 med Combes til Landeron-Combes, før den i 1966 igen tager navnet Le Landeron.

Byen har bevaret en bebyggelse tæt på sin plan fra 1300-tallet: byport og forstad, rådhus, kapellet for De Ti Tusind Martyrer dateret 1450, et slot, omkring tyve historiske fontæner og Sankt Mauritius-kirken. Siden 2016 har den været medlem af foreningen for Schweiz' smukkeste landsbyer. Museet i rådhuset viser kanoner fra slaget ved Murten, rustninger og en model af byen, som den så ud i 1680.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Le Landeron skylder sin egenart religiøs modstand: som den eneste kommune i Neuchâtel, sammen med Cressier, Lignières og Enges, gik den ikke over til Reformationen mellem 1530 og 1562, og bevarede sin katolske enklave takket være den militære støtte fra sine forbundsfæller i Solothurn, bundet af traktaten fra 1449. Den befæstede by, der opstod deraf, har bevaret sin plan fra 1300-tallet, sine porte, omkring tyve fontæner og facader dateret til 1600.

Historie og oprindelse

Før stedet hed Le Landeron, bar det navnet Nugerol; stednavnet 'Landeron' optræder i 1209 i skrifter fra Erlach-klostret. Byen, grundlagt i 1325 af Rudolf 4. af Neuchâtel, blev sæde for en kastelani. Borgerretstraktaten indgået med Solothurn i 1449 sikrede den militær beskyttelse til gengæld for soldater; denne støtte gjorde det muligt for Le Landeron, sammen med Cressier, Lignières og Enges, at forblive katolsk gennem de tredive år, hvor grevskabet Neuchâtel sluttede sig til Reformationen (1530-1562). Kommunen, der blev til Landeron-Combes efter fusionen med Combes i 1875, tog i 1966 igen navnet Le Landeron.