Leuk

Leuk — Loèche på fransk — ligger på en sydvendt skråning i 731 meters højde, netop dér hvor Rhônedalen tager et let sving: fra byen løber blikket nedstrøms helt til Martigny. Over den hæver sig et plateau med en stor satellitmodtagestation. Som hovedby i sit distrikt dækker kommunen 55,36 km², næsten halvdelen skovklædt, og talte 4.340 indbyggere ved udgangen af 2024.

Den er en af de få kommuner i Valais, der har begge Rhônens bredder. På venstre bred, ude på sletten, har La Souste bosat sig ved foden af en umådelig sedimentkegle, opbygget af det materiale, Illgraben fører med sig. Vest for bjergbækken begynder skoven ved Finges, Pfynwald, en af Mellemeuropas største fyrreskove, fredet som reservat; mod øst breder et vidt landskab af levende hegn og enge sig. Mellem et Rhôneleje uden diger, denne skov og skråningens tørre enge er Leuk en vigtig ynglelokalitet og et centrum for fugleobservation.

Bygningerne fortæller om byens dobbelte overherredømme. Sankt Stefans Kirke, gotisk under et romansk tårn, bevarer sine kalkmalerier, en arkæologisk krypt og et benhus med en dødedans; den tilhørende kraniemur strækker sig over mere end 20 meter. Bispeslottet, længe sommerresidens for biskopperne af Sion, har fået nutidige indgreb tegnet af Mario Botta; omkring det står renæssanceslottet De Werra, et femkantet rådhus og det befæstede Dalatårn. Mellem byen og La Souste rummer valfartskapellet Ringacker, opført i 1694, en højalter fuldført i 1705 af billedhuggeren Johann Sigristen samt det næstældste orgel i Valais efter det i basilikaen i Valère.

Vinen holder skråningen — petite arvine, pinot noir, fendant — og en vinmarksrute på 66 kilometer går herfra til Martigny. Kommunen taler tysk med 86,9 %, med et fransktalende mindretal på 12,3 %: sproggrænsen løber ganske nær, og stedet bærer to navne, uden at det ene fortrænger det andet.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Leuk skylder sin særegenhed en beliggenhed. Byen klynger sig til den sidste skråning, før Rhônedalen knækker, og kommunen, en af de få i Valais med begge bredder, lægger landskaber sammen, som sjældent mødes: Illgrabens sedimentkegle, fyrreskoven ved Finges, en flod uden diger og ovenover en by af sten, hvis bispeslot har fået Mario Bottas hånd.

Historie og oprindelse

Navnet optræder i 515 i et arkivdokument i formen Leuca; oprindelsen er stadig omstridt og knyttes til en indoeuropæisk rod for lys — på gallisk betød leucos klar, skinnende. Romerne, som anlagde det nærliggende Gemmipas, bragte vinstokken hertil. I 1142 kommer Leuk under fyrstebispedømmet Sion, og slottet bliver biskoppens sommerresidens; omkring 1260 opnår byen sine friheder og status som selvstændig stad. I middelalderen og renæssancen talte man her over tyve møller og lige så mange advokater med kontor. Reformationen fandt her sit brændpunkt i Valais under Michael Mageran, før Leuk alligevel forblev katolsk. Natten til den 27. maj 1799 stod slaget ved Finges mellem franskmændene og øvrevalliserne, som tabte, og byen blev plyndret. I 2013 blev den tidligere kommune Erschmatt lagt ind under den.