Luthern

Luthern er ikke én landsby, men fire, dertil spredte gårde, fordelt i Lutheres øvre dal på et område, der er 12,2 kilometer langt fra nord til syd: Hofstatt, Flühlen, Luthern Dorf og Luthern Bad. Det er Napf-land, som når 1406 meter ved grænsen til Bern: græsklædte rygge adskilt af skovklædte slugter, gårde for enden af veje, næsten intet fladt. Navnet optræder første gang i 1275 som Lutrun i et pavelig register over bebyggelserne i Konstanz stift.

I kernen af Luthern Dorf danner sognekirken Sankt Ulrich og det, der omgiver den — præstegård, tiendelade, kommunehus — et anlæg opført i ét træk mellem 1752 og 1781 på klosteret Sankt Urbans foranledning. Kirken selv, rejst i 1752-1753 af Jakob Singer og Johann Josef Purtschert, dannede skole: det rumforløb, der blev afprøvet her, beherskede kirkebyggeriet i Centralschweiz i et århundrede.

Fire kilometer længere oppe, ved foden af Napf, er Luthern Bad et Maria-valfartssted belagt siden 1581. Overleveringen fortæller, at en gigtplaget beboer, Jakob Minder, vaskede sig i en kilde, som Guds moder havde vist ham i drømme, og rejste sig helbredt; Luzerns regering undersøgte sagen i 1583, og samme år blev Badbrünnli-kapellet bygget. Pilgrimme kommer stadig til kilden; den nuværende valfartskirke, Maria-Heilbronn, blev indviet i 1950. Kommunen mister derimod indbyggere og har gjort det længe: 1248 ved udgangen af 2022, efter flere bølger af udvandring til industriegnene.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Det bemærkelsesværdige er en afstand: på den ene side en landsbykerne, tænkt og bygget i ét træk mellem 1752 og 1781, med en kirke, hvis rumforløb dannede skole i Centralschweiz; på den anden side, fire kilometer længere oppe i en dal, der lukker sig, en valfartskilde besøgt siden 1581 og dens kapel fra 1583. Intet spektakulært, alt i menneskehøjde, i et land af græsrygge, hvor skoven dækker næsten halvdelen af jorden.

Historie og oprindelse

Luthere-dalen udgjorde et herskab knyttet til gården Schwarzenbach og til den nu forfaldne borg Walsberg. Navnet dukker op i 1275; siden skiftede dalen hænder flere gange — til ridderne af Hünenberg, dernæst til private, hvoraf en solgte sin andel til byen Luzern, hvorved dalen kom under fogediet Willisau. Terrænet afgjorde resten: på kommunens 37,9 km² deler græsning og skov næsten alt, og der falder henved 1478 millimeter nedbør om året.