Meride

Meride ligger på en skråning af Monte San Giorgio i omkring 580 meters højde, i en sydvendt lavning med vinmarker, lukket mod nord af skov. Landsbyen er bygget om gårdrum: smalle, snoede stræder følger murene om de indre gårde, der er brolagte og åbner sig med søjlegange, loggiaer og stenportaler. Denne kerne står i det føderale register over bebyggelser af national betydning. Meride var selvstændig kommune indtil 2013 og er i dag et kvarter i Mendrisio.

Navnet optræder på skrift allerede i 852. I middelalderen hørte stedet under pieven Riva San Vitale og under bispedømmet Como; det løsrev sig i 1483 og kom under edsforbundets myndighed i 1517. Landsbyens historie er frem for alt en historie om at rejse bort: dens stukkatører og malere — Fossati, Oldelli, Clerici — arbejdede i Tyskland, Rusland og Frankrig, kom hjem om vinteren og udsmykkede deres egne huse. Mens de var borte, holdt kvinder og gamle selvforsyningsøkonomien i gang. Brevene gik gennem Casa Oldelli, notarernes hus, hvis familiearkiv i dag opbevares i Bellinzona.

Over landsbyen ligger kirken San Silvestro på den høj, hvor der engang stod en borg; ved adskillelsen i 1483 blev den sognekirke, og den rummer en freskocyklus af Francesco Antonio Giorgioli, en maler født her. Midt i byen genåbnede fossilmuseet for Monte San Giorgio i 2012, ombygget og udvidet af Mario Botta. Det viser, hvad bjerget har givet fra sig siden 1850: mere end 20 000 fossiler af fisk, krybdyr og planter, aflejret på bunden af et lavvandet hav i mellemtrias.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

To historier ligger her oven på hinanden, adskilt af en afgrund af tid. Under landsbyen gemmer bjerget bunden af et hav fra mellemtrias, hvis fossiler har givet Monte San Giorgio plads på verdensarvslisten. Ovenover en landsby bygget af mænd, der ikke var der: stukkatører og malere, der tog til Tyskland, Rusland og Frankrig for at arbejde, og som vendte hjem om vinteren for at udsmykke deres egne huse. Enkelte af deres værker kan stadig ses.

Historie og oprindelse

Monte San Giorgio hører til de bedst kendte fossilforekomster fra mellemtrias. Egnen var dengang bunden af et lavvandet hav, og aflejringerne har bevaret fisk, havkrybdyr og planter. Videnskabelige udgravninger har afløst hinanden siden 1850 og har bragt mere end 20 000 stykker frem. Stedet har været på UNESCO's verdensarvsliste siden 2003, og den tidligere kommune Merides område når helt op til toppen.