Neunkirch

Neunkirch ligger i Klettgau, omkring 13 kilometer vest for Schaffhausen, og dens sydøstlige grænse følger grænsen mellem Schweiz og Tyskland. Kommunen dækker 17,92 kvadratkilometer, heraf 47,5 % landbrugsjord og 45 % skov: byen fylder lidt midt i et åbent land, lænet op ad Randens skovklædte rygge.

Det, der slår én her, er formen. I slutningen af 1200-tallet bliver stedet ødelagt — af ild eller af tropper, det vides ikke — og derefter genrejst efter én enkelt plan: en ommuret rektangel, fire lige, parallelle gader, en delvis vandfyldt grav foran muren. Den tegning kan stadig læses i den gamle kerne. Byen var grundlagt for at være et centrum, men Schaffhausen nægtede den markedsret og møntret, og dens vækst standsede der.

Navnets historie rækker længere tilbage. Neunkirch optræder først i et gavebrev til klostret Rheinau, dateret en søndag den 21. september under Ludvig den Tyskes styre; året mangler. Den 21. september faldt kun på en søndag i 850, 861, 867 og 872, og en kommission fastsatte i 1901 året 850 som officiel dato. Den oprindelige form, Niuchilchun, betyder «ny kirke» på oldhøjtysk; stavemåden svingede i århundreder, før den satte sig på Neunkirch, for ikke at forveksle stedet med et andet Neukirch i Konstanz' stift.

To reformerte kirker præger stedet: Stadtkirche i den gamle kerne og Bergkirche på højen uden for murene. Slottet, engang bispegård og siden fogedernes bolig, rummer det lokale museum, hvor to pestkister fra Siblingen er bevaret. Rådhuset er fra 1568. Stationen på Højrhinbanen mellem Schaffhausen og Basel forbinder byen med resten af kantonen.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Formen gør det hele. Få schweiziske småbyer bevarer så tydeligt den plan, de fik efter en ødelæggelse: en rektangel, fire lige gader, en mur med en grav foran. Den handelsmæssige fiasko har paradoksalt bidraget til det — uden markedsret og møntret, som Schaffhausen nægtede den, voksede byen ikke, og dens middelalderlige tegning blev aldrig dækket til.

Historie og oprindelse

I 1260 købte biskoppen af Konstanz, Eberhard II af Waldburg, den høje og lave retspleje samt to store gårde af herrerne af Krenkingen. I 1525 solgte det stærkt forgældede bispedømme byen til Schaffhausen for 8.500 gylden; fra da af indsatte byen sine fogeder på slottet. Trediveårskrigen skånede Neunkirch for kamphandlinger, men ikke for pesten, som tog 300 mennesker; i oktober 1633 undgik byen med nød og næppe en plyndring. Så kom indrømmelserne: retten til at holde to markeder om året i 1795 og, i februar 1799, mødet i forsamlingshuset mellem udsendinge fra toogtyve Schaffhauser-kommuner, der kom for at kræve lighed mellem by og land.