Eglisau

Eglisau holder Rhinens nordbred i distriktet Bülach, i den nordlige del af kantonen Zürich og tæt på den tyske grænse. Den middelalderlige kerne kan stadig læses i byens plan, der er optaget i det føderale inventar over bevaringsværdige bebyggelser af national betydning. Med knap mere end fem tusind indbyggere har kommunen bevaret den købstadsret, den erhvervede i middelalderen: Eglisau hører til den lille gruppe af Zürichs landkøbstæder sammen med Elgg, Greifensee, Grüningen, Bülach og Regensberg, grundlagt som befæstede pladser af adelsslægter og udstyret med told- og markedsprivilegier.

Set fra broen viser byen sig som en række huse anbragt helt ude ved vandet, med rødmalede træbalkoner over strømmen og et løgformet tårn, der lukker rækken. Ovenover er skråningen tilplantet med vin helt op til skovbrynet; vindyrkningen præger bybilledet og tæller stadig i den lokale økonomi. Den reformerte kirke, første gang nævnt i 1254, blev ombygget i 1715-1716 efter en formindsket udgave af Skt. Peters Kirke i Zürich; koret fra før reformationen blev stående, med gotiske kalkmalerier fra slutningen af 1400-tallet. Nedstrøms krydser jernbaneviadukten floden over 440 meter: i midten en gitterdrager på 90 meter, på hver side stenbuer — tolv på den ene, ni på den anden side, hvor den sydlige tilkørsel beskriver en kurve.

Nutidens flod er ikke længere den tidligere. Mellem 1916 og 1920 hævede opførelsen af dæmningen, fire kilometer nedstrøms ved Glatts udmunding, vandet 8,5 meter: vejbroen måtte rives ned, og det samme måtte husene langs bredden, og i 1919 blev der bygget en ny bro vest for den gamle kerne. Sejladsen havde allerede mistet sit økonomiske grundlag i slutningen af 1800-tallet, da tolden forsvandt og jernbanen kom.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Eglisau er en by, som Rhinen skabte og derpå skabte om. Først som overgangssted: en vejbro er nævnt her fra midten af 1200-tallet, og byen levede af transit, salt, fisk og vin. Om igen mellem 1916 og 1920, da opstemningen hævede vandspejlet 8,5 meter og slettede den lave bred med dens huse og dens bro. Det, der er tilbage, ligger i den dobbelte læsning: en husrække, der falder lige ned i vandet, og bag den, på skråningen, vinrækkerne, der ikke har flyttet sig.

Historie og oprindelse

De ældste spor af bosættelse i kommunens område går tilbage til yngre bronzealder, det 10. og 9. århundrede før vor tidsregning: en befæstet højdebosættelse på Rhinsberg, afdækket ved udgravninger foretaget af Zürichs Universitet og den kantonale arkæologi i 1998 og 1999, som blotlagde en ringvold på stenfundament. Den ældste bevarede omtale af landsbyen Seglingen er fra 892. Byen selv er grundlagt af herrerne af Tengen, som beholder den til 1463, hvor den går over til friherre Bernhard Gradner. Derefter bliver den Zürich-fogedi — 1489 ifølge den tysksprogede, 1496 ifølge den fransksprogede Wikipedia — med sæde i et slot, der blev nedrevet i 1810.