Saillon

Saillon holder sig til en klippetærskel, der afbryder Rhônesletten, tolv kilometer nordøst for Martigny, på flodens højre bred. Byen er lukket inde af en ringmur fra 1200-tallet med porte mod de fire verdenshjørner; indenfor stiger de brolagte stræder i sving, brudt af gennemgange og hvælvede trapper. Kirken Sainte-Catherine, bygget i 1740 på klippen ved Porte du Scex og kronet af et stenspir i pyramideform, lukker den øverste ende. Kommunen dækker 13,74 km² og beholder en eksklave, Euloi.

Tour Bayart optager sin egen knold. Jean Mésot, bygmester for Peter II af Savoyen, og Franciscus cementarius rejste det i 1261-1262 på Dame Bayarts jord, hvis navn det bærer. Anlægget er sjældent: dette borgtårn står ikke i ly af borgmurene, for nabobakken var for smal til at rumme både hovedtårn og beboelse. Af borgen står kun murstykker tilbage; vest for tårnet er tre halvtårne og volden mellem dem sat i stand. Toppen, engang dækket af et træloft der nu er væk, nås ad en trappe lagt i murens tykkelse, og derfra løber blikket fra Martigny til Sion.

Saillons anden historie ligger under jorden. Her brydes marmor fra 1832 — et perlemorshvidt, en stribet blågrå turquin —, men det er opdagelsen i 1873 af en cipolin stribet med grønt og violet, der sætter den industrielle brydning i gang: åren, bearbejdet i oldtiden, gjaldt for tabt. Charles Garnier lader den lægge i Operaen i Paris fra 1874, og fra 1880 fører en smalsporet kabelbane blokkene ned fra bruddet, åbnet i 1.000 meters højde, til marmorværket ved La Sarvaz. Femogtyve selskaber afløser hinanden indtil 1930, året hvor brydningen ophører; de blokke, der allerede lå på sletten, sælges indtil 1950. En genoptagelse i 1960'erne, denne gang for at knuse stenen, standser i 1975.

Længere nede har Salentse skåret en kløft på to kilometer, hvis kilde træder frem igen på sletten ved omkring tyve grader. Joseph-Samuel Farinet (1845-1880), en falskmøntner født i Aostadalen, søgte tilflugt her og døde her; han prægede kun én mønt, et schweizisk tyveøre med årstallet 1850, som han delte ud mod mad og beskyttelse. En sti med enogtyve glasarbejder fører fra pladsen, der bærer hans navn, til den vingård, man kalder Farinets — tre stokke, hvis most hvert år indgår i en cuvée på 1.000 nummererede flasker, solgt til fordel for et velgørende formål. Højere oppe krydser en gangbro kløften 140 meter over dybet.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

To ting sætter Saillon til side. Et hovedtårn bygget i 1261-1262 uden for borgens ringmur, fordi borgbakken ikke kunne rumme både tårn og beboelse — en omvending af den feudale regel, stadig læselig i de to adskilte knolde over byen. Og et stenbrud, hvis cipolin, genfundet i 1873 efter at have været tabt siden oldtiden, fra 1874 beklædte Operaen i Paris og siden en mængde bygninger i Europa og helt til USA.

Historie og oprindelse

Navnet optræder på skrift i 1052 i formen Psallionis; det stammer sandsynligvis fra et latinsk personnavn, Salius eller Sallius, og betegnede dennes gods. Kapellet Saint-Laurent, uden for landsbyen mod Leytron, tjente som sognekirke fra 1000-tallet, indtil byen fik sin egen i 1700-tallet. Ringmuren er fra 1200-tallet; undersøgelser har placeret to Sankt Jakob-hospitser inden for den, ét for rejsende og ét for syge, dertil husene tilhørende mindre lokale herrer. Kirken Sainte-Catherine fra 1740 blev udvidet i 1925 og restaureret i 1945 og i 1996; den bevarer et fresko af Paul Monnier om den hellige Laurentius' martyrium. Våbenet stammer fra et gammelt banner, hvortil en bannerfører er bevidnet i 1517.