Soazza

Soazza ligger på en terrasse på Moesas højre bred, i 620 meters højde, i den italiensktalende Mesolcina-dal — 29 kilometer fra Bellinzona, 88 fra Chur. Den tætte landsby slog sig ned på resterne af en gletsjertærskel, som floden har skåret igennem, netop i hængslet mellem den øvre og den nedre dal. Mod vest skiller en kam Mesolcina fra Calanca-dalen; mod øst strækker kommunen sig til den italienske grænse over en næsten tom flade, hvor kun bebyggelsen Druna er beboet. Vandfaldet Buffalora styrter to kilometer syd for landsbyen.

Kommunen dækker 46,4 km², og anvendelsen er hurtigt fortalt: 53,7 % skov, 37,7 % uproduktive arealer, overvejende bjerg, 7,2 % landbrugsjord, heraf 286 hektar alpegræsning, og 1,5 % bygninger og veje. Det højeste punkt, Piz Pombi, når 2.967 meter og markerer grænsen til Mesocco og til Italien. Pr. 31. december 2020 talte kommunen 324 indbyggere; dalens officielle sprog er italiensk, det talte sprog en lombardisk dialekt.

Navnet dukker op i 1203 i formen Soaza. Fællesskabet er allerede selvstændigt i 1359, men forbliver længe kirkeligt underlagt kollegiatkirken San Vittore, som det endnu i 1626 må betale tiende til. I 1480 træder Soazza sammen med Mesocco frivilligt ind i Det Grå Forbund. Sognekirken Sankt Martin, omtalt fra 1219, blev udvidet mellem 1626 og 1639; den står på et klippefremspring og nås ad en trappe fra Madonna Addolorata-kapellet, opført i 1751. Over landsbyen tjente et hospits fra første halvdel af 1500-tallet kapucinerne som sæde fra 1636 til 1922; det rummer fresker af Francesco Antonio Giorgioli.

Ressourcerne var knappe. Ager og græsning holdt landsbyen i live i århundreder, men man måtte af sted: man udvandrede som skorstensfejer, glarmester og husmaler, og andre erhverv voksede frem, blandt dem forarbejdning af fedtsten. En muldyrsti forbandt Soazza med Menarola og Chiavenna over Val della Forcola; indtil begyndelsen af 1800-tallet blev salt, silke og stof båret ad den. Landsbykernen regnes i dag for schweizisk kulturarv af national betydning, sammen med Casa Paret, Sankt Martins kirke og hospitset.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

En kommune på 46,4 km² til 324 indbyggere, over halvdelen skov og over en tredjedel nøgen klippe: Soazza er en tætbygget landsby på kanten af en stor tomhed. Den står på det, der er tilbage af en gletsjertærskel, gennemskåret af Moesa, i hængslet mellem de to Mesolcina, og dens kerne — Casa Paret, Sankt Martins kirke på sit fremspring, kapucinernes hospits med Giorgiolis fresker — er udpeget som kulturarv af national betydning. Den 21. juni 2024 tog en oversvømmelse omkring hundrede meter af motorvejen A13 over Moesa, på kommunens område.

Historie og oprindelse

Landsbyen er bygget på det, der er tilbage af en gletsjertærskel, som Moesa har skåret igennem, netop dér hvor dalen skifter niveau. Arkiverne tæller etaperne: første omtale i 1203, kommunal selvstændighed i 1359, indtræden i Det Grå Forbund i 1480, køb af alpen Ingamba på Lostallos område i 1710 for 1.000 daler. Bygningerne bevarer sporet af de familier, det lykkedes for: Palazzo a Marca, en stenkubus rejst i 1642, Casa Paret fra 1500-tallet, villa Mazzoni fra 1916 i tilhuggede kvadre og efter romansk forbillede. På området findes desuden skåltegnsten, heriblandt den fra Soliva, den såkaldt astronomiske.