Splügen

Splügen ligger i 1457 meters højde på Rheinwalds dalbund, hvor Hüscherabach løber ud i Hinterrhein, og hvor vejene til Splügenpasset og San Bernardino-passet skilles — to overgange, der allerede i romertiden førte til Italien. Mod nord rejser Splügener Kalkberge sig. Navnet går tilbage til latin spelunca, hule: som Speluca optræder det i et karolingisk register fra 831, og dialekterne i det italienske Graubünden bevarer stadig splüg om en overhængende klippe. Landsbyen talte romansk, før den sidst i 1200-tallet blev bebygget af walsere, der kom sydfra over San Bernardino.

Fra senmiddelalderen til 1800-tallet levede Splügen af transit: næsten alle her afhang, direkte eller indirekte, af muldyrtransporten, og i 1443 tildelte greverne af Werdenberg-Sargans landsbyen et årsmarked og et ugemarked. Bygningerne viser det endnu. Huset Camastral, en stensokkel i tre etager med en bjælkebygning ovenpå, husede den fordeler, der delte de ankomne varer mellem muldyrdriverne; Bodenhaus, opført i 1722 som lagerhus, blev hotel i 1822; kroen Det Hvide Kors bruger en tidligere oplagsbygning. Husene tilhørende familien von Schorsch, opført mellem 1717 og 1719, viser italienske stiltræk, som intet i en walserdal lader ane.

Landsbyen brændte i 1716 og blev genopført på de tilbageblevne fundamenter, hvilket forklarer de snævre gyder; en anden brand ruinerede seks familier i 1751. Den reformerte kirke med ét skib og polygonalt kor blev rejst mellem 1687 og 1689; skole- og kommunehuset af sten under valmtag er fra 1716 og rummer Rheinwalds egnsmuseum. Lidt afsides ligger ruinen af borgen Splügen, et botårn fra sidste halvdel af 1200-tallet.

Åbningen af Gotthard-jernbanetunnelen i 1882 skar landsbyen fra dens levebrød: godstransporten faldt på kort tid fra 14.000 tons til 1.000 tons, og mange rejste til USA eller New Zealand. Under Anden Verdenskrig forudsatte et dæmningsprojekt en mur på 700 meters længde og 150 meters højde ved borgruinen: Splügen, Medels og Nufenen ville være forsvundet under magasinet. Beboernes modstand og en lang retssag fik bugt med projektet, som Forbundsrådet afviste den 29. november 1946. I 1973 finansierede salget af Schoggitaler i hele Schweiz bevaringen af bybilledet; landsbyen fik Wakkerprisen i 1995 og kom i 2019 med i foreningen Schweiz' smukkeste landsbyer — samme år som kommunen Splügen gik op i Rheinwald.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Splügen skylder sin form trafikken og sin overlevelse et nej. Landsbyen voksede op om muldyrenes gennemfart — lagerhuse, oplagsbygning, fordelerens hus, kroer — og tømtes, da Gotthard i 1882 tog dens konvojer fra den. Et halvt århundrede senere forhindrede beboerne, at den blev druknet under et magasin. Det, man besøger i dag, er en transitlandsby bevaret af stædighed.

Historie og oprindelse

I 1799 besatte en fransk division under Lecourbe landsbyen; året efter krydsede Macdonalds Grisons-hær Splügenpasset mod Chiavenna den 6. december 1800. Mellem 1818 og 1823 blev muldyrstierne over Splügen og San Bernardino næsten samtidig udbygget til handelsveje, drevet af rivaliseringen mellem Piemonte og det østrigske Lombardiet. Åbningen af San Bernardino-vejtunnelen i 1967 flyttede trafikken en sidste gang: på Splügenpasset blev der stille igen, og den første kørevejs ingeniørbygværker er bevaret der.