Andelfingen

Andelfingen ligger på Thurs sydbred i 370 meters højde, mellem Schaffhausen og Winterthur, midt i det distrikt, den er hovedby for — et distrikt, der også kaldes Weinland, vinlandet. Den gamle kerne rummer nogle få gader: et slot opført i 1780-1782 med sine udbygninger, det tidligere kancelli fra 1697 og kroen Löwen, hvis ældste dele går tilbage til det 16. århundrede. Slotsparken, anlagt i det 19. århundrede, er åben for offentligheden; selve bygningen, der husede et plejehjem indtil 1999, rummer i dag boliger og kontorer.

Alt her drejer sig om overgangen over floden. Andelfingen var et af de få steder, hvor Thur kunne krydses, en naturlig forhindring om nogen; broen, der allerede blev udvidet i 1324, havde gjort byen til et told- og handelssted af regional betydning. Ødelagt af krigen i 1799 blev den i 1814-1815 erstattet af en overdækket træbro, Hans Konrad Stadlers værk, som stadig fører til Kleinandelfingen på den anden bred. Den samme beliggenhed gav under Anden Verdenskrig stedet en spærrestilling, der skulle forstærke den naturlige forhindring.

Den reformerte kirke opsummerer helt alene stedets aflejringer. Murrester under den nuværende bygning lader ane en bebyggelse i det 8. århundrede; en kirke nævnes i 1260, og dens skib blev genopført i 1666-1667. I 1861-1862 rejste Johann Caspar Wolff det nygotiske tårn, der i dag markerer den på lang afstand over byens tage.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Andelfingen skylder sin eksistens et vilkår i terrænet: Thur er svær at krydse, og byen har en af de få overgange. Alt det følgende udspringer heraf — en middelalderlig told, der blev distriktshovedby, en overdækket træbro fra 1814-1815, som stadig er i brug, og af samme geografiske grund en spærrestilling gravet under Anden Verdenskrig netop dér, hvor floden holder op med at være en forhindring.

Historie og oprindelse

Jorden har givet stenøkser fra yngre stenalder og keramik fra bronzealderen. I 1911 førte fundet af to rigt udstyrede grave til udgravningen af en gravplads med 29 begravelser, henført til det 4. og 3. århundrede før vor tidsregning. Navnet optræder i 1248 i formen Andelfingon. Slottet tilhørte kejser Albrechts sønner, som pantsatte det til herrerne af Landenberg; i 1434 solgte disse Andelfingen til Zürich. Officielt hed byen Grossandelfingen indtil 1970. Den 1. januar 2023 sluttede nabokommunerne Adlikon og Humlikon sig til den.