Bosco/Gurin

Bosco/Gurin lukker Val Rovana, en sidegren af det øvre Vallemaggia, omkring 35 kilometer nordvest for Locarno. Landsbyen ligger 1506 meter over havet, og kommunens område stiger til 2856 meter på Pizzo Biela. Det første, man ser, er tagene: brede stenfliser lagt som skæl over huse med hvid puds eller mørkt tømmer, klemt sammen langs skråningen. Tårnet på Sankt Jakob og Sankt Christoffers kirke, hvis kerne går tilbage til det trettende århundrede, og som blev genopbygget i 1581, markerer midten.

Landsbyen er opstået af en vandring. Walsere grundlagde bebyggelsen i det trettende århundrede og bragte en alemannisk dialekt med sig. To ruter nævnes i samme fremstilling uden at blive bragt i overensstemmelse: en tilvandring fra Øvre Wallis eller en tilvandring fra italienske Val Formazza omkring 1240. Om udfaldet er der ingen strid: Bosco/Gurin forblev den eneste kommune i Ticino med tysksproget tradition, og afsondretheden, der holdt til begyndelsen af det tyvende århundrede, bevarede gammeldags træk i dialekten.

Befolkningstallene fortæller resten. Landsbyen havde 420 indbyggere i 1858, 220 i 1955 og 72 i 2005. Sproget fulgte samme kurs: ifølge de føderale folketællinger var 82 procent af kommunens indbyggere tysksprogede i 1970 og 33 procent i 2000. Stien over Guriner Furka-passet krydser stadig ryggen mod Wallis.

Et af landsbyens huse rummer Walserhaus, et museum for walserkulturen; i kirken gemmer sydkapellet en rokokoaltertavle og en Mariafigur. Siden 1970'erne er der kommet et østvendt skiområde til, hvis tiltrækning ligger mere i højfjeldslandskabet og afsondretheden end i anlæggenes størrelse. Man kommer op ad vejen gennem Val Rovana, betjent af en buslinje fra Cevio.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Bosco/Gurin er stedet, hvor en middelalderlig vandring stadig kan læses i sproget og i tagene. Grundlagt af walsere og nævnt på skrift allerede i 1253 forblev landsbyen den eneste kommune i Ticino med tysksproget tradition; afsondretheden, der holdt til begyndelsen af det tyvende århundrede, bevarede former i dialekten, som alemannisk har mistet andre steder. I 1506 meters højde er det tillige kantonens højeste landsby, og i 2005 boede der kun 72 mennesker.

Historie og oprindelse

Omtalen fra 1253 er ikke et grundlæggelsesbrev, men en indvielse: den fastholder, at landsbyens kirke blev indviet af en præst fra franciskanerordenen knyttet til San Giorgio-kirken i Locarno, og den kalder stedet Lo Busco de Quarino. Det politiske tilhørsforhold ændrede sig senere end sproget: fra 1798 til 1803 hørte kommunen til kantonen Lugano og derefter til Ticino.