Grotte aux Fées

Grotte aux Fées skærer sig ind i klippevæggen over Saint-Maurice i Nedre Valais. Den gang, der er åben for besøgende, følger klippen i 504 meter og standser ved foden af et vandfald: vandet falder 77 meter og samler sig i en sø på 75 kvadratmeter for enden af gangen. Over faldet fortsætter hulen i Virieux-galleriet, 1.798 meter langt, uden for besøgsruten. Siden forbindelsen med nabohulen Saint-Martin den 1. maj 2010 hører den til et underjordisk net på 3.630 meter med 249 meters højdeforskel.

Navnet er nyt. Man sagde Trou aux Fayes — faye betyder får på egnens dialekt — fordi hjordene søgte ly her på tordendage; det 19. århundrede gjorde det til Trou des Fées, og den nuværende form kom først med den turistiske åbning, i en tid der holdt af den slags genklange. Åbningen blev besluttet i 1863: en kannik fra abbediets kollegium, overbevist om stedets muligheder efter at være steget ned med sine elever, fik jorden købt for 400 francs; indretningen kostede 5.600; den 15. august 1864 tog hulen imod sine første besøgende til fordel for børnehjemmet i Vérolliez, og i 1866 blev indgangspavillonen indviet. Selve vandfaldet blev først fundet i 1867, gennem en passage som tørken havde gjort farbar.

Under bjerget er der skrevet en anden historie, en militær. 450 meter fra indgangen åbner Galerie des Morts sig, 480 meter lang; i 1935 og 1936 drev hæren i forlængelsen en kunstig stollen på 490 meter, som forbinder Fort de Cindey og Fort du Scex tværs gennem hulen. Forbundsstaten eksproprierede grotten i 1939. Opdagerne var derimod længe standset af noget andet: ud over 500 til 600 meter slukkede luften inderst lys, tændstikker og olielamper, og der skulle elektrisk lys til for at komme over den tærskel.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Det særlige ved Grotte aux Fées er lagdelingen af tre former for brug i den samme klippe: et læ for hjorde, åbnet for publikum i 1864 og drevet til fordel for et børnehjem; et vandfald på 77 meter inde i bjerget, fundet tre år senere; og en militær stollen på 490 meter, der forbinder to fort tværs gennem hulen. Den indrettede rute på 504 meter går uden overgang fra det ene lag til det næste.

Historie og oprindelse

Den første dokumenterede brug har intet med turisme at gøre: i 940 bragte kannikerne fra abbediet i Saint-Maurice deres skat i sikkerhed her for plyndring. To kapucinere, fædrene Basile og Corneille, efterlod indskrifter i 1643 og 1646. Den metodiske udforskning begyndte i 1831, da to bernere, Haller og Ott, ristede deres navne der, hvor en indsnævring standsede dem, omkring 650 meter fra indgangen. Toppen af vandfaldet blev først nået den 17. januar 1925 af Augustin Jacquemain og Denis Fournier efter måneder med at hejse og fastgøre stiger af træ og jern op ad den dryppende væg. Fund ved pavillonen — en segl fra jernalderen, en flisebelægning over aske, en mur af kyklopisk murværk — gav anledning til at formode en tidlig brug; kannik Ignace Mariétan holdt hulen for at være for ugæstfri og pegede på fraværet af knogler og redskaber i gruset.