Löwenburg

Löwenburg er en landsby i kommunen Pleigne, i kantonen Jura, som alene udgør den tysktalende del af en ellers fransktalende kommune, med grænse til de tysktalende kommuner Ederswiler og Roggenburg. Beliggende på en tange på et plateau over Lützeldalen, i 585 meters højde, ved en gammel juraovergang mellem det sydlige Alsace og Pierre-Pertuis-ruten mellem Basel og Biel, forener den en borgruin fra det 13.-14. århundrede og en befæstet gård fra det 16. århundrede, begge optaget i de kantonale og føderale registre over beskyttede kulturminder. Et lokalt museum fortæller stedets historie.

De ældste menneskelige spor på stedet, dateret til den mellemste og sene stenalder, vidner om udvinding og forarbejdning af flint. Borgen, ifølge arkæologiske fund oprindeligt opført i træ i slutningen af det 10. århundrede, omtales første gang skriftligt i 1271. Opført i sten kort før 1200 som en enkel ringmur, blev den midt i det 13. århundrede fuldstændig ombygget til en borg, der var både forsvarsmæssigt stærk, i massivt kampestensmurværk, og repræsentativ, med sandstensarbejder, teglstenstage og kakkelovne. Ødelagt af en total brand før 1300, blev den straks genopbygget; Basel-jordskælvet i 1356 ødelagde borgtårnet og cisternen, som blev genopbygget, og mindre udbygninger fortsatte endnu i det 15. århundrede.

Ejet af en adelsfamilie fra Sundgau, som senest i 1235 førte en løve i sit våbenskjold — deraf stedets navn —, gik borgen og godset midt i det 13. århundrede i len til greverne af Ferrette, i det 14. århundrede til hertugerne af Habsburg. Kort efter 1360 tilfaldt de gennem ægteskab og arv den baselske ridderfamilie Münch von Münchenstein. Af pengemangel solgte Münch-familien godset i 1526 til Lucelle-klostret, som lod fæstningen forfalde, men omkring 1585-1600 ombyggede gården til et befæstet anlæg med boligfløj, kapel og porttårn — et projekt, der forblev ufuldendt efter abbed Beatus Papas ulykkelige død i 1597. Lucelle-klostret brugte senere godset som tilflugtssted under Trediveårskrigen, og flere af klostrets munke er begravet i kapellet, som dog aldrig fik status som sognekirke; selve Löwenburg blev aldrig et priorat under klostret.

Overgået til statens eje efter fyrstebispedømmet Basels og Lucelle-klostrets fald under den franske revolution, blev godset gradvist privat ejendom fra 1796. I 1956 købte Christoph Merian-fonden i Basel godset sammen med ruinen og lod det restaurere fuldstændigt mellem 1963 og 1966. Landbrugsdriften er fortsat uafbrudt der siden 1960'erne, og et lokalhistorisk museum, indrettet i 1961 i det gamle mejeri og renoveret i 1995-1996, viser blandt andet et pavesegl blandt sine mest værdifulde genstande.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Löwenburg skylder sin egenart et sjældent arkitektonisk par: en borgruin fra det 13. århundrede, grundlagt i træ allerede i slutningen af det 10., og en befæstet renæssancegård, der forblev ufuldendt efter dens bygherres ulykkelige død i 1597. Købt i 1956 af en Basel-fond, der restaurerede den fuldstændigt i 1960'erne, forbliver godset i dag både en aktiv landbrugsbedrift og et lokalt museum — den eneste tysktalende landsby i en ellers fransktalende Jura-kommune.

Historie og oprindelse

Borgen blev først opført i træ i slutningen af det 10. århundrede, derefter i sten kort før 1200; midt i det 13. århundrede blev den fuldstændig ombygget til en forsvarsmæssig og repræsentativ borg, ødelagt af brand før 1300 og genopbygget, før Basel-jordskælvet i 1356 igen beskadigede borgtårnet og cisternen. Overgået i len til greverne af Ferrette og siden hertugerne af Habsburg, tilfaldt godset kort efter 1360 Münch von Münchenstein-familien, som af pengemangel solgte det i 1526 til Lucelle-klostret. Dette lod fæstningen forfalde, men påbegyndte omkring 1585-1600 opførelsen af en befæstet gård, der forblev ufuldendt efter 1597. Christoph Merian-fonden i Basel erhvervede hele godset i 1956 og lod det restaurere mellem 1963 og 1966.