Saint-Ursanne

Saint-Ursanne ligger i et sving af Doubs, i 440 meters højde, dér hvor floden, efter at have skåret sig mod nordøst ind i Jurabjergene, brat skifter retning. Den gamle by nås gennem tre stenporte — Saint-Paul mod vest, Saint-Pierre mod øst, Saint-Jean mod syd — og over en bro med fire buer bygget i 1728, hvis brystværn bærer en sandstensfigur af sankt Johannes Nepomuk, broernes skytshelgen. Indenfor har bebyggelsen næsten ikke ændret sig i de seneste århundreder: hovedparten af borgerhusene stammer fra 1300-tallet til 1500-tallet.

Byens kerne er klosterlig. Et kloster grundlagt af benediktinere efterlod en romansk kollegiatkirke fra 1100-tallet og dens korsgang. Sydportalen i burgundisk-romansk stil dateres til omkring år 1200; de anvendte encyklopædiske kilder regner den blandt de mest bemærkelsesværdige af sin art i Schweiz. Over tagene nås en eremitbolig indrettet i en hule ad en stejl trappe med 180 trin: ifølge sagnet husede den Ursanne, en eremit kommet fra Irland og død i 600-tallet, hvis navn er blevet ved byen.

Saint-Ursanne levede længe afsides. Det ophørte i 1877, da jernbanen mellem Frankrig og Schweiz åbnede mellem Delémont og Porrentruy, på bekostning af flere tunneler og en viadukt; motorvejen A16, Transjurane, fuldendte senere åbningen. Den 1. januar 2009 ophørte stedet med at være egen kommune: det blev lagt sammen med Épauvillers, Épiquerez, Montenol, Montmelon, Ocourt og Seleute til Clos du Doubs. I 2017 sluttede byen sig til foreningen Schweiz' smukkeste landsbyer, og i 2023 modtog den Verdensturismeorganisationens mærke Best Tourism Villages.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Alt udspiller sig inden for få hundrede meter: tre porte, en korsgang, en romansk kollegiatkirke, en bro fra 1728 og den skovklædte klippe, der lukker flodens sving. Kernen har næsten ikke ændret sig i de seneste århundreder, hvilket er sjældent for en lille by, der er forblevet beboet og længe lå afsides — jernbanen nåede den først i 1877.

Historie og oprindelse

Doubs har gravet sig dybt ind i Jurabjergene langs en nordøstlig akse, før den bøjer af ud for Saint-Ursanne: det knæk gav byen dens plads. Menneskenes historie var mindre fredelig. En borg fra 1100-tallet beherskede stedet; tilbage er en port, et tårn og enkelte murstykker. Efter at herrerne af Saint-Ursanne var uddøde, gik den fra fyrstbiskoppen af Basel til skiftende ejere og husede under Trediveårskrigen en fransk og skotsk garnison, som befolkningen nedslagtede i 1634. En del af sine bygninger skylder byen desuden slægten Asuel, en yngre gren af herrerne af Montfaucon, som sidst i 1100-tallet gav en biskop til Basel og en anden til Strasbourg.