Den Schweiziske Nationalpark

Den Schweiziske Nationalpark dækker 172 km² af Engadin og Val Müstair i kantonen Graubünden; på den anden side af grænsen støder den op til Stelvio-nationalparken. Terrænet stiger fra 1.400 meter til 3.173 meter på Piz Pisoc. Mere end halvdelen af arealet — 51 % — bærer slet ingen vegetation: urer, flader, rygge. Skov dækker 28 %, næsten udelukkende nåletræ, og alpine græsgange 21 %.

Det, der adskiller dette område, ses ikke ved første blik: her passes ingenting. Den forbundslov, der styrer parken, gør den til et reservat, hvor dyre- og planteliv overlades til deres naturlige udvikling. Intet træ fældes, ingen flok drives, intet dyr fodres eller reguleres. Den besøgende færdes på 80 kilometer officielle stier, som han ikke må forlade, heller ikke hvor skråningen virker åben.

Dyrelivet nyder godt af denne afholdenhed. Krondyret tæller 1.800 til 2.000 individer, især i Val Trupchun, Val Cluozza og Val dal Botsch; gemser, stenbukke og murmeldyr er talrige. Lammegribben, på randen af udryddelse i Alperne, er genstand for et genudsætningsprogram i Val Stabelchod, hvor fugle er sluppet fri siden 1991. Nøddekrigen, parkens vartegn, holder nåleskovene, og flere kongeørnereder er registreret. Blandt planterne dominerer bjergfyrren sammen med edelweiss og den meget sjældne ladinske vårkarse.

Parkens status er vokset med tiden: biosfærereservat under Unesco siden 1979, optaget i april 2021 på Den Grønne Liste hos Den Internationale Naturbevaringsunion. Den hører til de strenge naturreservater, den mest beskyttende kategori, og har kun en kernezone uden randzone omkring sig. Jorden tilhører kommunerne Zernez, S-chanf, Scuol, Valchava og Lavin, som forpagter den til den offentligretlige fond, der driver parken.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Schweiz har én eneste nationalpark, og dens grundlæggelse i 1914 er blandt de tidligste i Europa. Et århundredes afholdenhed har én synlig følge: skoven, i århundrederne forinden næsten helt ryddet for at fyre kalkovne og vinde græsgang, har genopbygget sig selv uden en eneste plantning. Og en mindre synlig — parken er blevet et observationsfelt på lang sigt, hvor man måler, hvad der bliver af en alpin skråning, når ingen længere tager sig af den.

Historie og oprindelse

Det begynder i 1909: naturforskere, bekymrede over skaderne på naturen, stifter Den Schweiziske Naturfredningsforening, i dag Pro Natura, og indleder en indsamling — én franc per person — for at betale forpagtningen af Val Cluozza på Zernez' område. Forbundsstaten overtager forpagtningen den 3. april 1914 ved forbundsbeslutning, og parken grundlægges den 1. august samme år. En forbundslov af 19. december 1980 afløser beslutningen og fastlægger den nuværende ordning. Omkredsen har fortsat flyttet sig: søerne ved Macun i kommunen Lavin kom med i kernezonen i 2000.