Tarasp

Tarasp ligger på Inns højre bred i Nedre Engadin, ved foden af Sesvenna-kæden, i omkring 1403 meters højde. Nogen samlet landsby er aldrig opstået: stedet består af en halv snes bebyggelser — Fontana, Vulpera, Nairs, Sparsels, Aschera, Avrona, Chaposch, Chants, Florins, Sgnè, Vallatscha — spredt over terrasser og afsatser omkring klipperyggen, som borgen kroner. Listerne er ikke enige om antallet: ti i den ene optælling, elleve i den anden, alt efter om Nairs regnes med. Mod syd stiger området til Piz Pisoc, hvis højde angives både til 3173 og til 3174 meter. Siden 1. januar 2015 er Tarasp ikke længere en kommune: den blev lagt sammen med Ardez, Guarda, Ftan og Sent til Scuol.

Borgen opføres i 1040 på en klippe, der behersker dalbunden. Herskabet går fra herrerne af Tarasp til greverne af Tyrol og derpå til habsburgerne, som køber det i 1463: Tarasp bliver dermed en østrigsk enklave inde i De Tre Forbunds Fristat. Sådan forbliver det indtil 1803, som den sidste østrigske besiddelse på schweizisk jord, før det lægges ind under kantonen Graubünden. Den historie har efterladt et spor, der stadig kan ses: dér hvor Nedre Engadin gik over til Reformationen, forblev Tarasp katolsk. Adskillelsen fra sognet Scuol fuldbyrdes i 1559; Trefoldighedskirken i Fontana rejses fra 1674 til 1678 af Blasius Ploirer på fundamenterne af en helligdom fra 1567.

I det 19. århundrede gør mineralkilderne resten. I 1845 åbner det første hotel i Vulpera, i 1865 rejser Kurhaus sig i Nairs, og fra 1874 til 1876 bygger arkitekten Bernhard Simon ved Inns bred en drikkehal, hvis ottekantede kuppel rummer kilderne Bonifacius, Lucius og Emerita. Grand Hotel Waldhaus, indviet i Vulpera den 8. juni 1897 og dækket af sgraffito, brænder i 1989. Borgen skifter hænder uden at forfalde: købt omkring 1900 af industrimanden Karl August Lingner, som sætter den i stand, har den siden marts 2016 tilhørt kunstneren Not Vital.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Tarasps særpræg kommer af en politisk anomali, der blev en religiøs: købt af habsburgerne i 1463 forblev herskabet østrigsk og katolsk midt i en dal, der var gået over til Reformationen, indtil afståelsen i 1803. I landskabet giver det en barok sognekirke i Fontana, en borg fra 1040 på sin klippe og en kommune, der aldrig havde nogen hovedlandsby — kun bebyggelser, den ene efter den anden på skråningen.

Historie og oprindelse

Skålsten registreret nær Sgnè peger på en tidlig tilstedeværelse, men ingen bosættelse er belagt før det 11. århundrede, da herrer fra egnen ved Comosøen grundlægger herskabet og i 1040 bygger borgen. Da slægten uddør, bliver godset et tyrolsk len i 1239 og går i 1463 over til habsburgerne. Solgt i 1687 til fyrsterne af Dietrichstein afstås herskabet i 1803 til Schweiz og lægges til Graubünden. Kurtiden begynder midt i det 19. århundrede og slutter med Første Verdenskrig; turismen kommer først i gang igen fra 1970'erne.