Sent

Sent holder en solterrasse på Inns venstre bred i omkring 1440 meters højde i Nedre Engadin. Vallader, en dialekt af rætoromansk, er fortsat flertallets sprog. Kommunen bestod indtil 2015; da gik den sammen med Ardez, Ftan, Guarda og Tarasp op i Scuol. Det tidligere område steg til Piz Tasna i 3179 meter og omfattede bebyggelserne Sur En, Crusch, Sinestra og Zuort.

Landsbyen nævnes første gang i 930, da kong Henrik I overdrog en præst fra Ramosch kirken i vicus Sindes — hvilken af de to, Sankt Peter eller Sankt Laurentius, er uvist, og navnets oprindelse er stadig uforklaret. Ved indgangen til landsbyen står ruinen af Baseglia San Peder fra omkring 1200; efter reformationen forfaldt den, og at tårnet stadig står, skyldes formentlig, at det tjente som krudtmagasin. Kirken Sankt Laurentius blev udbygget i gotisk stil i 1496 af Andreas Bühler. Sent har brændt ofte: en østrigsk hær lagde byen i aske i 1499, og fem store landsbybrande fulgte, fra 1500-tallet til 1900-tallet.

Det, man ser først, er facaderne. Mange huse bærer sgraffito ridset i pudsen og frem for alt den svungne gavl: en barok form, der kom fra Sydtyrol i slutningen af 1700-tallet og blev så kendetegnende for stedet, at den tog dets navn. Skråningen nedenfor bevarer sporet af markerne. Den blev terrasseret til dyrkning, og de stejle striber, der i dag skiller græsgangene, består af hegn, hvor mange fuglearter yngler.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Sent gjorde alting sidst: som den sidste kommune i Nedre Engadin gik den over til reformationen i 1576, og som den sidste landsby i Engadin indførte den den nye kalender i 1811. Den forsinkelse har efterladt en hel landsby — sgraffito på pudsen, svungne gavle, der bærer dens navn — og en skråning, hvis gamle markskel, i dag hegn mellem græsgangene, danner et landskab uden sidestykke i Schweiz.

Historie og oprindelse

Indtil slutningen af 1800-tallet var Sent den folkerigeste landsby i Engadin. Økonomien hvilede ikke kun på markerne: omkring 1800 solgte byen store mængder træ til Hall i Tyrol, og tyrolske foretagsomme drev her et bomuldsspinderi. I begyndelsen af 1900-tallet blev der i Val Sinestra opført et kurhus ved arsenholdige karbonatkilder. Midt i samme århundrede lagde et længe kornavlende landbrug næsten helt om til kvægavl og mælk.