Broerne ved Bruggen og Sitterdalen

Sankt Gallens bro-sti (St. Galler Brückenweg) forbinder, over 8,2 afmærkede kilometer mellem stationen Sankt Gallen-Haggen og landsbyen Spisegg, omkring tyve anlæg opført mellem 1700- og 1900-tallet omkring bydelen Bruggen: jernbaneviadukter, stenbroer, hængebroer og overdækkede træbroer, hver forsynet med en informationstavle. Ruten krydser naturreservatet Sitter- og Wattbachlandschaft, et fredet flodlandskab, og når et højeste punkt på 705 meter.

Den ældste overdækkede bro, bygget i 1780 af tømmermester Hans Ulrich Grubenmann, efter at en oversvømmelse i 1778 havde ødelagt alle eksisterende anlæg over Urnäsch, kaldes den 'talende bro' på grund af sine mange indhuggede inskriptioner. Over selve Sitter måler stenbroen ved Kräzern, opført i 1811 af Hans Ulrich Haltiner efter tre års byggeri, 148 meter i længden og 25 meter i højden; dens to buer erstatter en første bro, der er dokumenteret allerede i 1200-tallet.

Den mest imponerende viadukt er stadig den, der tilhører Sydøstbanen (Südostbahn), indviet den 1. oktober 1910: med sine 100 meter i højden og 365 meter i længden gjaldt den længe som Europas højeste normalsporede jernbanebro. Længere nede ad dalen krydser Fürstenlandbrücke, valgt i 1937 blandt 47 indsendte projekter og indviet i 1941, dalen over 489 meter, 60 meter over Sitter.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

På et lille område omkring Bruggen forbinder en afmærket sti omkring tyve anlæg fra 1700-1900-tallet — en træbro fra 1780, en stenbue fra 1811, en 100 meter høj jernbaneviadukt indviet i 1910 — gennem et naturreservat, hvor Sitter og Wattbach graver deres kløfter.

Historie og oprindelse

Overgangen over dalen er blevet genopbygget tre gange på samme sted: en første bro over Sitter er dokumenteret her allerede i 1200-tallet, erstattet mellem 1774 og 1778 af den overdækkede Bedabrücke, som igen blev erstattet i 1811 af den nuværende stenbro ved Kräzern. Da biltrafikken i 1930'erne oversteg dens kapacitet, blev Fürstenlandbrücke opført i nærheden mellem 1937 og 1941, valgt blandt 47 indsendte projekter, for 3,6 millioner franc.