Poschiavo

Poschiavo ligger i en dal, der krydser den alpine vandskel og falder mod syd: Berninapasset skiller den fra det øvrige Schweiz, dens vand når Adda i Valtellina, og der tales italiensk — Val Poschiavo er et af Graubündens italiensktalende områder. Flækken strækker sig i 1014 meters højde langs Poschiavino, som tre broer krydser, fra Alta Vila i nord til ima Vila i syd. I midten står kollegiatkirken San Vittore, gotisk over romansk underbygning, pladsen med kommunehuset og kommunetårnet, engang fogedernes tårn under hertugen af Milano.

Gaden, der går mod syd, Via d'i Palazz, fortæller en anden historie. På den ene side haver med lysthuse, køkkenbede og frugttræer; på den anden en række huse bygget af folk, der drog ud og skabte sig en formue rundt om i Europa — fra Rusland til Spanien, fra Danmark til Sicilien — og vendte hjem for at slutte deres liv her. Lidt længere nede tjener den barokke Santa Maria-kirke, flankeret af popler, som mål for processionerne; den til Corpus Domini dækker flækken med små altre af blomster, lys, mos og grangrene.

Reformationen delte flækken i to uden at bryde den. De omvendte vender sig mod handelen og skaber fællesskabets velstand; de adelige familier, for størstedelens vedkommende katolske, bevarer deres indflydelse i Chur såvel som i Milano og Valtellina; og bønderne i cuntradi, bebyggelserne nord og syd for flækken, forbliver katolske, hver med sit rigt udsmykkede barokke kapel, det i San Carlo med en korsvej i næsten legemsstore figurer. I april 1623 når en flok fra Valtellina, i kølvandet på massakren i 1620, frem til Poschiavo og dræber en snes reformerte; de overlevende flygter til Engadin, til Zürich og Bern. De bringer ladinske ord med hjem, og siden har de reformertes sprog adskilt sig fra katolikkernes.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Poschiavo skylder sit udseende en hængselsposition: schweizisk efter retten, italiensk efter sproget, ser dalen mod Milano og Valtellina snarere end mod nord. Flækken bevarer sporet: en gotisk kollegiatkirke på romansk underbygning, tårnet fra hertugen af Milanos tidligere fogeder, det gamle Massella-palads opført i 1682 og siden blevet hotel. Den konfessionelle brist læses desuden ikke kun i kirkerne: den efterlod to måder at tale den samme dialekt på, og de reformertes bærer de ladinske ord, der blev hentet hjem fra Engadin efter 1623.

Historie og oprindelse

I det 16. og 17. århundrede hører Poschiavo til de folkerigeste flækker i Graubünden og Valtellina. Bündnerne havde erobret Valtellina i 1512 og delte embederne imellem sig; det ophobede nag bryder ud i 1620 med massakren på protestanterne og når Poschiavo i april 1623. Ud af det brud kommer dalen med to sameksisterende samfund, en handel vendt mod syd og en byggeskik, der skylder Milano lige så meget som Chur. Siden 2017 har flækken været med i foreningen af Schweiz' smukkeste landsbyer.