Gasværket i Schlieren

Gasværket i Schlieren, Schweiz' største ved åbningen, gik i drift i 1898 og standsede produktionen af kulgas i maj 1974. Anlægget er optaget i det føderale register over bevaringsværdige bybilleder (ISOS, nr. 5666) og klassificeret som schweizisk kulturgode af national betydning, klasse A (reference 07651).

Værket havde fire gasbeholdere opført i forskellige perioder og treogtres kammerovne fordelt på syv blokke, med en kulopbevaringskapacitet på omkring 14.000 tons. Den oprindelige produktion på 50.000 m³ gas om dagen steg til 250.000 m³ efter renoveringerne fra 1928 til 1933.

Gasbeholder nr. 1 er bevaret som mindesmærke; kraftværket og dets vandtårn rummer en fungerende dampmaskine og gasmuseet. Tidligere industribygninger er omdannet, blandt andet til en klatrehal, og arbejderboligerne er fortsat beboet. Som ejer af anlægget overdrog kanton Zürich gasbeholderen til Gasometer Schlieren-fonden i 2001.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

I 1898 fik Schlieren Schweiz' største gasværk, opført langt fra Zürichs centrum på grund af den flade byggegrund og de gode jernbaneforbindelser — to egenskaber, der gjorde det muligt at transportere de nødvendige mængder kul med tog. Siden lukningen i 1974 forener anlægget anvendelser, der sjældent findes samlet andre steder: en dampmaskine, der stadig fungerer, et gasmuseum, en klatrehal indrettet i tidligere industribygninger og arbejderboliger, der stadig er beboet.

Historie og oprindelse

Zürich drev fra 1856 et første gasværk ved Platzspitz, som i 1867 blev flyttet til industrikvarteret ved Limmatstrasse og i 1873 suppleret med et mindre anlæg i Riesbach. Det nye værk i Schlieren, hvis boligbygninger blev tegnet af Zürichs stadsarkitekt Arnold Geiser i 1900-1901, gennemgik en stor udvidelse fra 1903 til 1909; entreprenøren Eduard Züblin opførte kulsiloen, hvoraf et andet eksemplar blev tegnet i 1909 af det münchenske firma Gebrüder Rank.