Breil/Brigels

Breil/Brigels ligger på en terrasse i 1.280 meters højde på den højre side af Vorderrhein-dalen, i Surselva. Kommunens område stiger mod nord til vandskellet, mod Bifertenstock, Muttenstock og Hausstock, og falder mod syd til dalbunden: landsbyen selv, bydelene Danis-Tavanasa og Dardin-Capeder samt bebyggelsen Vàli hører med. Den 1. januar 2018 kom Andiast og Waltensburg/Vuorz til, indtil da selvstændige kommuner.

Nordvest for landsbyen, på østsiden af Piz Dado, har reservatet Scatlè siden 1911 ladet en granskov ligge helt urørt, mellem 1.580 og 2.015 meter, ved Flem i den nedre del af Val Frisal. Tysksprogede kilder kalder den Europas højest beliggende urskov af gran — en oplysning, som ingen videnskabelig kilde her bekræfter.

Navnets oprindelse er omstridt: tyske kilder fører det tilbage til keltisk briga, den befæstede højde, engelske til brigilo, den lille by. Stedet optræder i 765 som Bregelo i testamentet efter biskop Tello af Chur, der testamenterer landsbyens centrale gård til klostret i Disentis; kirken Sankt Maria og kapellet Sankt Eusebius overgår i 1185 ligeledes til klostret ved pavelig bekræftelse. Tårnet Marmarola, sæde for familien de Latour, brænder i 1496 og forbliver en ruin. Pesten slår til to gange: 316 døde i 1550 og 130 i 1631. I 1738 køber indbyggerne tienderettighederne fri.

Vejen til Waltensburg, åbnet i 1870, gjorde en ende på afsondretheden og fulgte sommerturismens begyndelse. I 1943 opgav kommunen det rent tyske navn Brigels til fordel for dobbeltnavnet Breil/Brigels; anlægget af liftene på Pez d'Artgas i 1972 vendte den mod vintersport. Dagligsproget er stadig sursilvansk, kapellet Son Sievi er opført som kulturgode af national betydning, og siden 2017 har landsbyen været med i foreningen Les plus beaux villages de Suisse.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Navnet alene fortæller landsbyens historie: blot Brigels indtil 1943, derefter Breil/Brigels med rætoromansk først, i en kommune hvor sursilvansk er forblevet hverdagssproget. Over tagene lader reservatet Scatlè siden 1911 en granskov ældes uden hugst mellem 1.580 og 2.015 meter, i en højde hvor skoven allerede nærmer sig sin grænse.

Historie og oprindelse

En højdeborg lå på Sankt Eusebius-højen, før stedets navn i 765 trådte ind i skriften som Bregelo: biskop Tello af Chur testamenterede da den centrale gård til klostret i Disentis. Fra 1185 havde klostret kirken og kapellet, derefter landets beskyttelse og den høje retspleje. Tårnet Marmarola brændte i 1496. Pesten tog 316 mennesker i 1550 og 130 i 1631. Frikøbet af tienderettighederne i 1738 løsnede grebet; vejen fra 1870, navneskiftet i 1943 og liftene fra 1972 gjorde resten.