Grande Cariçaie

Grande Cariçaie følger Neuchâtelsøens syd- og dernæst østbred i omkring fyrre kilometer, med et areal på cirka 30 km². Bevoksningen ordner sig i bånd parallelt med bredden: undervandsenge på lavvandet, et bælte af tagrør, starenge, bredskov og til sidst galleriskov, brudt af bugter, damme, bække og molasseklinter, som vandet styrter ned ad i fald. Der er registreret omkring 800 plantearter og formentlig over 10 000 dyrearter, næsten en fjerdedel af Schweiz' flora og fauna; det er landets vigtigste ynglested for vand- og vadefugle. De interkantonale naturreservater dækker omkring 3000 hektar — kilden tæller dem snart som otte, snart som ni.

Landskabet er ikke ældgammelt: det er biproduktet af et anlægsarbejde. Jura-vandkorrektionen, udført fra 1868 til 1891 og genoptaget fra 1962 til 1973, sænkede søens vandstand 2,7 meter. Bunden af den tidligere lavvandszone kom fri af vandet, og de moser, som det samme arbejde tørlagde andre steder — Grand Marais og Orbe-sletten — fandt her et tilflugtssted med næsten samme vilkår. Få år efter arbejdets afslutning havde de tilsvarende økosystemer indfundet sig. Bredden blev optaget i Ramsar-konventionen om vådområder af international betydning i 1976 og igen i 1990.

Området var nær ved at forsvinde en anden gang. I 1970-erne fulgte den valgte linjeføring for motorvejen N1 sydbredden. I begyndelsen af 1980-erne samlede en kampagne ledet af Pro Natura Helvetica, Den Schweiziske Liga for Naturbeskyttelse og WWF 560 000 underskrifter og 4 millioner franc, overvejende fra den tysktalende del af Schweiz, hvor fjernsynet havde båret opråbet længere. Linjeføringen blev flyttet i 1981. Naturplejen begyndte i 1982: slåning, rydning af krat, gravning af damme og videnskabelig overvågning, på interkantonalt mandat til Association de la Grande Cariçaie med sæde i Yverdon-les-Bains.

Bredden rummer også en langt ældre hukommelse. Menneskelig tilstedeværelse er påvist her fra 13 000 før vor tidsregning, og bugterne har rummet pælebyer siden 4000 før vor tidsregning: mellem Yverdon og Cudrefin tæller man tretten stationer fra yngre stenalder eller bronzealder, heraf seks arkæologiske lokaliteter på UNESCO's verdensarvsliste. Den våde jord bevarede træet. Navnet er derimod nyt: det kommer af starene — slægten Carex, især den stive star, der er talrig her — og blev foreslået af Michel Antoniazza, videnskabelig medarbejder ved Association.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Schweiz' største mose er et industrielt uheld, der blev til et tilflugtssted: ved at sænke søen 2,7 meter for at tørlægge moser fremstillede Jura-vandkorrektionen en ny, hvor de arter, der var fordrevet andetsteds, slog sig ned. Bredden samler i dag næsten en fjerdedel af landets flora og fauna, og tretten forhistoriske søbopladser sover i det samme dynd.

Historie og oprindelse

Landskabsformen er ung og helt bundet til vandstanden: søens forhistoriske udsving anslås til 7 meter, og den kunstige sænkning på 2,7 meter mellem 1868 og 1891 tørlagde en bred bræmme af lavvandet. Bag moserne markerer molasseklinter landskabets naturlige grænse og skiller det fra det dyrkede opland. Beskyttelsen blev bygget i tre trin: optagelse i Ramsar-konventionen i 1976 og 1990, flytning af motorvejslinjen i 1981, naturpleje fra 1982.