Hospental

Hospental ligger på bunden af Urserendalen, mellem Andermatt og Realp, i 1.493 meters højde. Landsbyen står ved sammenløbet af Furkareuss og Gotthardreuss: af deres møde opstår Reuss. To passveje krydser hinanden her, Gotthards og Furkas, og under kommunen løber Gotthard-vejtunnelen. Bebyggelsen Zumdorf, en tidligere walserbosættelse, fuldender området; i 2017 boede der hele året kun én familie på tre personer.

Kommunen dækker 35 km², hvoraf hovedparten unddrager sig enhver anvendelse: 56 % uproduktive arealer — nøgen klippe, is, højalpin vegetation —, 32 % landbrugsjord, heraf 946 hektar alpegræsning, 10 % skov og kun 1,4 % bygninger og veje. Befolkningen følger samme fald: 182 indbyggere pr. 31. december 2020 mod 224 i 2008.

Landsbyen dannede sig omkring et hospits, som klosteret Disentis grundlagde i det 9. eller 10. århundrede — det latinske hospitale, herberget, gav navnet. Stedet optræder på skrift i 1285 som Hospenthal, i 1499 i den latinske form Hospicium, i 1616 som Spithal. I det 12. århundrede slog tysktalende walsere sig ned i en indtil da romansk dal og grundlagde Zumdorf. I 1669 tog en brand landsbyen: kernens bjælkehuse stammer fra tiden efter den ild, og tårnet, som herrerne af Hospental byggede i 1200-tallet, rager stadig op over dem, ubeboet siden 1400-tallet.

Trafikken over passene holdt landsbyen i live: muldyrdrivere, kroer, krystalhandel, lejesoldatertjeneste og brydning af serpentin siden 1500-tallet. Anlægget af køreveje satte gang i diligencerne og hotellerne, indtil Gotthardbanen i 1882 tog arbejdet fra muldyrdriverne; mellem 1870 og 1920 mistede kommunen 180 indbyggere, 40 % af sine folk. Hospental blev selvstændig politisk kommune i 1888, fik station i 1926 og en omfartsvej i 1983, anlagt for at skåne en landsbykerne, der blev vurderet som bemærkelsesværdig. Siden 2023 hører landsbyen til foreningen af Schweiz' smukkeste landsbyer.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Hospental ligger ikke ved foden af ét pas, men i krydset mellem to, Gotthard og Furka, og præcis dér, hvor Furkareuss og Gotthardreuss forenes til Reuss. Det knudepunkt skabte byens lykke og tog den siden: Gotthardbanen afskaffede i 1882 muldyrdriverens fag og tømte landsbyen for 180 indbyggere på halvtreds år. Tilbage står et tårn fra 1200-tallet, en kerne af træhuse genrejst efter branden i 1669, og en omfartsvej fra 1983, så lastbilerne holdt op med at køre tværs igennem det hele.

Historie og oprindelse

På dalens sydside, over landsbyen, brydes en linseformet forekomst af serpentinit: flankeret af zoner med fedtsten ligger den indesluttet i Gotthardmassivets gnejs. Denne mørkegrønne til blågrønne sten er en traditionel schweizisk dekorationssten; den er brudt her siden 1500-tallet, og i 1917-1918 åbnede et moderne stenbrud. Meget højere oppe, i 2.170 meters højde, peger fund fra 1990'erne ved Rossplatten på bosættelse fra den sene stenalder og den tidlige bronzealder. Mellem 1920 og 1944 blev flere planer om et vandkraftværk i Urseren undersøgt: de strandede, ikke mindst på landsbyens modstand mod at blive flyttet.