La Chaux-de-Fonds

La Chaux-de-Fonds fylder en bred dal i Neuchâtel-juraen, i knap 1000 meters højde og uden overfladevand: et sted, hvor intet pegede på, at det skulle bære kantonens næststørste kommune med 37 600 indbyggere ved udgangen af 2024. Planen kan læses med det blotte øje fra højderne — lange parallelle gader langs den bedst solbeskinnede dalside, skåret vinkelret af tværgader. Det er den tegning, og ikke en bygning, der i juni 2009 gav byen dens plads på UNESCO's verdensarvsliste sammen med nabobyen Le Locle, under navnet urmagerbyplanlægning.

Udtrykket betyder noget bestemt: en by, hvis form blev dikteret af ét håndværk. Urmageriet slog rod her hos bønder, der søgte en biindtægt gennem de lange vintre, og blev en industri i egen ret med établissage, arbejdsdelingen mellem værksteder, som tilskrives Daniel Jeanrichard. De huse, der siden blev rejst, rummer bolig og værksted i samme volumen, med brede vinduer mod lyset. Byen gav art nouveau en lokal variant, Style sapin, og her fødtes Le Corbusier, Blaise Cendrars, bilbyggeren Louis Chevrolet og sejleren Laurent Bourgnon.

Intet af det ville stå så tydeligt uden natten mellem den 4. og 5. maj 1794, da ilden tog 52 huse, kirken og dens tårn uden et eneste dødsoffer og satte 175 familier på gaden. Genopbygningen fulgte mestergravøren Moïse Perret-Gentils plan: vinkelrette gader, en offentlig plads i midten — nutidens place de l'Hôtel-de-Ville — og derefter udvidelsen i skakbræt, som ingeniøren Charles-Henri Junod førte videre. Karl Marx så i denne forening af byplan og monoindustri en « manufakturby ».

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Skakbrætplanen er fortsat en særegenhed blandt schweiziske byer, og den skylder ingen monumental hensigt noget: den udsprang af branden i 1794 og af én industris behov. Gader vendt mod solen, huse hvor værkstedet deler boligens volumen — det er dette forløb, ikke en enkelt bygning, UNESCO optog i 2009 sammen med Le Locle.

Historie og oprindelse

Indtil 1656 hørte stedet under fogediet Valangin; det år blev det en kommune for sig. Branden i 1794 slettede trælandsbyen, og byen, der trådte i stedet, voksede med urmageriet, indtil den krævede sine egne forbindelser: kantonens første jernbanelinje forbandt Le Locle med La Chaux-de-Fonds i 1857 og nåede i 1860 Neuchâtel gennem Loges-tunnelen, 3259 meter lang og dengang Schweiz' længste jernbanetunnel. Også den nyere historie har sine brud: den 24. juli 2023 fejede et tordenvejr, der siden blev klassificeret som supercellulært, hen over byen på få minutter med målte vindstød på 217 km/h og talrige afrevne tage.