Valangin

Valangin ligger i den snævring, hvor Seyon forlader sin kløft, mellem Val-de-Ruz og Neuchâtels Littoral — en sammensnøring, som navnet selv fastholder, af vallis angina. Borgen besætter klippen, der behersker passagen; nedenfor åbner flækkens gade sig gennem et porttårn med ur og løber mellem facader med malede skodder helt frem til kollegiatkirkens tårn. Landsbyen ophørte med at være kommune den 1. januar 2021, da den blev lagt sammen med Corcelles-Cormondrèche, Peseux og Neuchâtel: ved udgangen af 2024 talte den 507 indbyggere inden for en helhed på 45.000. Fire år tidligere, i 2017, var den trådt ind i foreningen Les plus beaux villages de Suisse.

Borgen dukker op i arkiverne i 1296, på det tidspunkt hvor dens gotiske hovedtårn rejser sig; fra det foregående århundrede er kun et rektangulært tårn og en ringmur på klippens top tilbage. Herrerne af Valangin, længe i strid med greverne af Neuchâtel, holdt herfra Val-de-Ruz, dalen ved La Sagne og dalen ved La Chaux-de-Fonds. Middelalderens slutning og skydevåbnene tvang dem til at bygge det hele om: en beboelsesfløj foran det gamle hovedtårn, en lav ringmur med elleve halvrunde tårne, en vindebro. Omkring 1330 havde de ved klippens fod grundlagt den flække, man går igennem i dag, senere udvidet med en forstad og en kollegiatkirke indviet i 1505.

Den 17. december 1592 købte Marie de Bourbon-Saint-Pol, efter femten års retssager, herskabet af greven af Montbéliard for 70.000 guldécus; knyttet til grevskabet Neuchâtel mistede fæstningen sin mening og forfaldt gennem to et halvt århundrede. Branden i 1747 tog de fleste bygninger, undtagen det store gotiske tårn. Domstol og fængsel indtil midten af det 19. århundrede — cellerne er der stadig — blev borgen sat til salg af staten i 1893; medlemmer af Selskabet for historie og arkæologi i kantonen Neuchâtel satte den i stand fra 1894 og gjorde den til museum, hvad den er forblevet. Siden 1905 er den fredet som historisk mindesmærke.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Valangin samler det, der normalt optræder hver for sig: en herreborg beboet fra det 12. til det 16. århundrede, reddet fra salg i 1894 og gjort til museum, og den befæstede flække grundlagt omkring 1330 lige nedenunder, stadig læselig fra den ene ende af sin eneste gade til den anden. Dertil kommer en berømmelse af helt anden art: Valanginien, en etage i Nedre Kridt defineret her i 1853, bærer landsbyens navn i den geologiske tidsskala.

Historie og oprindelse

Navnet Valangin er gået over i det videnskabelige ordforråd: her beskrev Édouard Desor i 1853 stratotypen for Valanginien, en etage i Nedre Kridt, som siden er brugt overalt, hvor lag fra den alder dateres. Den tidligere kommunes område dækker 3,76 km² og er stadig 50,5 % skovklædt, i høj grad på grund af kløftens sider. Dens nyere historie er mindre fredelig end dens gade: den 13. september 1973 skred vejviadukten, der var under opførelse over landsbyen, og styrtede sammen, så syv kom til skade; genopbygget blev den indviet i 1975 og prøvet ved gennemkørsel af fire kampvogne på 50 tons.