Brienzersøen

Brienzersøen ligger i en smal sænkning i Berner Oberland, mellem landsbyen Brienz mod øst og Bönigen mod vest. Femten kilometer lang, halvtredje bred, omkring tredive kvadratkilometer overflade, holdt i 564 meter. Bredderne falder lodret under vandlinjen, uden oversvømmet strand: ingen anden sø i kantonen Bern når en sådan dybde. Aare krydser den — den første sø på dens løb — før den fortsætter mod Interlaken og Thunersøen; også de to Lütschine, kommet ned fra Grindelwald og Lauterbrunnen, munder ud her. Giessbachfaldene styrter ned på sydbredden, og Iseltwald skubber sin lille ø, Schnäggeninseli, ud i vandet.

Søens farve kommer ikke fra himlen, men fra det, floderne fører ind i den. Dens opland dækker 1134 kvadratkilometer i gennemsnitligt 1950 meters højde; mere end halvdelen af det er goldt — skred og gletsjere — og erosionen leverer hvert år 300 000 tons mineralske partikler. Dette stenstøv, gletsjermælken, afgør tonen: vandet er næsten blåt og klart om vinteren, bliver grønt når sneen smelter, og slår midt i august om i mælkegråt. En dråbe bliver 980 dage, før den drager videre, og bundaflejringen, over 350 meter tyk, vokser to centimeter om året — i det tempo er bassinet fyldt op om 13 000 år.

På én generation er søen blevet en af Schweiz' mest næringsfattige. Efter forbuddet mod fosfat i vaskemidler i 1986 og udbygningen af oplandet med rensningsanlæg faldt fosfatindholdet fra 2001 under et mikrogram pr. liter, en rekordværdi blandt landets store søer. Zooplanktonet blev sjældent, og brienzlig, en helt der ikke lever andre steder, bærer mærket: som fireårige målte disse fisk 26 centimeter ved 200 gram, i dag kun 18 ved 40 gram. Heltefiskeriet, over 15 kilo pr. hektar omkring 1980, er faldet tilbage til ét kilo. Bunden gemmer desuden 280 tons ammunition, sænket i 1948-1949 på 180 til 200 meter; sedimenterne bærer kun spor af den, 100 til 1000 gange under de lovlige grænser, og det blev besluttet at lade den ligge.

De stejle skrænter påtvang længe båden: indtil 1800-tallet rejste kvæget på vej til fjeldgræsningen og stenen brudt i Goldswil ad vandvejen. Omslaget kom i etaper — første dampskib i 1839, ubrudt vej langs nordbredden i 1865, jernbane anlagt mellem 1872 og 1916, motorvej A8 langs sydbredden siden 1988. Søtrafikken overlevede ikke som erhverv; den overlever som måde at komme over på.

Hvorfor dette sted er bemærkelsesværdigt

Få søer viser så tydeligt arbejdet fra de floder, der fylder dem: her skifter tonen med årstiden, fra vinterens klare blå til augusts mælkegrå, fordi Aare og Lütschine losser 300 000 tons partikler om året. Bredderne styrter uden afsats, bassinet er det dybeste i kantonen Bern, og overfladen er kun frosset til én gang i den skrevne hukommelse, i 1356.

Historie og oprindelse

Søen ligger i en tektonisk brudzone, som Aaredalens gletsjer har uddybet: ved sidste istidsmaksimum nåede isen her op mellem 1600 og 1800 meter, og klippegrunden falder til 400 meter under havets overflade. Isfri for omkring 16 000 år siden dannede den dengang én vandflade sammen med Thunersøen, omtrent tres kilometer lang, fra Meiringen til Uttigen; det var Lütschines aflejringer, der adskilte dem ved at bygge sletten ved Interlaken op. I middelalderen var vandet et rigslen, som herrerne af Ringgenberg og Eschenbach delte, før klosteret i Interlaken samlede det hele mellem 1146 og 1439. I 1434 spærrede en tærskel bygget i Aare til en mølle vejen for fiskene og druknede sletten ved Brienz i sump. Rettighederne gik ved reformationen til Bern, i 1803 til kantonen, i 1848 til forbundsstaten.